Flere rygter om Facebook-mobil
Facebook har nu over 900 millioner brugere, og selskabets mobile apps bliver brugt af millioner af mennesker hver eneste dag. Netop den store mobile interesse for tjenesten har været med til at skabe et af mobilverdenens mest vedholdende rygter, nemlig at Facebook arbejder på en mobil.
Rygterne om en eventuel Facebook-mobil har været fremme mange gange, og nu lader det til at være tid til endnu en omgang.
Hjemmesiden Digitimes skriver, at Facebook angiveligt samarbejder med HTC om at lave en mobil. Årsagen til at man ikke har valgt Samsung skulle primært være deres tætte samarbejde med Google om Nexus-modellerne.
Facebook-mobilen vil angiveligt køre Android, men kommer til at have en platform, der er "eksklusiv for Facebook og som vil integrere alle de funktioner, der er tilgængelige på hjemmesiden."
Det tyder altså på at HTC formentlig dropper deres sædvanlige Sense-brugerflade, hvis rygterne holder stik. HTC har tidligere samarbejdet med Facebook i modellerne ChaCha og Salsa, der begge har en dedikeret Facebook-knap nederst på forsiden.