Instagram på vej til Android
Ved dette års SXSW-konference annoncerede Instagram, at man er på vej med det populære fotoprogram til Android. Ifølge selskabet er programmet "meget tæt" på at lancere, og man er i øjeblikket i gang med en privat betatest.
Kevin Systrom fra Instagram fortalte på konferencen, at det bliver en af de mest imponerende Android apps og at programmet på mange områder er bedre end den tilsvarende iOS-klient. Den skulle angiveligt være "utrolig hurtig" og fungere fint på både mobiler og tablets.
Ved konferencen kunne Instagram desuden også fortælle, at tjenesten nu har 27 millioner registrede brugere, hvilket altså er en markant stigning sammenlignet med de 15 millioner, som man oplyste i december 2011.