Brugerne raser over Transformer Prime
Hvis du er blandt dem, der har ventet på en Transformer Prime, skal du formentlig væbne dig med lidt mere tålmodighed. Asus har måtte forsinke den amerikanske lancering, og meget tyder på, at også den nordiske lancering lader vente på sig.
Den officielle udmelding fra Asus lyder på, at modellen skal komme i butikkerne i starten af januar, men flere netbutikker regner først med at få modellen på lager i starten af februar.
Problemer med GPS
Adskillige anmeldelser af modellen har bemærket, at GPS’en mister signalstyrke ganske ofte og dermed er meget besværlig at bruge i praksis.
Problemerne lader til at have været så seriøse, at Asus rent faktisk har fjernet GPS-mulighederne fra listen over modellens funktioner på producentens hjemmeside.
Der er imidlertid kommet en opdatering, som bl.a. skal forbedre GPS-signalet, men produktbeskrivelsen på hjemmesiden nævner stadig intet om en indbygget GPS.
Låst for modifikationer
Det er desuden kommet frem blandt de mere avancerede brugere, at modellen er låst for softwaremodifikationer. Det er blevet ret almindeligt for brugere at kunne upbytte softwaren på Android-enheder og bl.a. "roote" enheden for at opnå fuld kontrol over hvad der foregår i systemet.
Med Transformer Prime har Asus valgt at kryptere den såkaldte bootloader med en utrolig stærk kryptering, og dermed gjort det nærmest umuligt at bruge denne slags modifikationer på modellen. For hackere og udviklere betyder det altså, at man ikke kan benytte modificeret systemsoftware, og mange mener, at det strider imod Androids princip om åbenhed.
Det har fået flere hundrede personer fra bl.a. siden XDA-Developers til at skrive til Asus på både Facebook og Twitter om at låse enheden op, så man kan foretage de modifikationer, man har lyst til.
HTC har tidligere været i en lignende situation, hvilket resulterede i, at producenten valgte at åbne op for sine bootloaders.