Windows Phone Apollo kommer efter Tango

Næste version af Windows Phone kommer til at have fokus på budgetmobiler, og først i slutningen af næste år kommer Apollo-opdateringen, der for alvor skal forbedre ydeevnen af systemet. Det afslører en lækket tidsplan fra Microsoft.

Windows Phone Apollo kommer efter Tango

Den nuværende version af Windows Phone kommer til at blive efterfulgt af Tango-opdateringen – det er ingen hemmelighed, og er endda blevet bekræftet officielt af Microsoft ved tidligere lejligheder.

Hjemmesiden WMPoweruser.com har fået fat i en lækket tidsplan fra Microsoft, og hvis den holder stik, vil Tango-opdateringen blive udrullet i løbet af andet kvartal 2012. Ifølge planen vil Tango-opdateringen bliver efterfulgt af en ny version som kaldes Apollo. Apollo forventes at komme ud til forbrugerne i løbet af sidste kvartal i 2012.

I det lækkede dokument beskrives de vigtigste nyheder i de forskellige versioner af systemet. Under Tango-opdateringen findes blot et punkt: Telefoner med de bedste priser. Allerede ved lanceringen af Windows Phone i 2010 snakkede Microsoft-folket om at man ville sænke de strikse hardwarekrav, så producenterne kunne udvikle billigere telefoner.

Nokias indtræden på Windows Phone-markedet har uden tvivl spillet en stor rolle i forbindelse med beslutningen om at sænke hardwarekravene, så der kan skabes større variation på markedets Windows-mobiler. Det er en forudsætning for at producenterne fortsat kan konkurrere med øvrige smartphones på prisniveauet.

Apollo-versionen skal altså kommet i fjerde kvartal næste år, og ifølge den lækkede tidsplan skal der her være fokus på virksomhedskunder og "supermobiler". Man vil desuden øge antallet af solgte Windows-mobiler generelt og forbedre konkurrenceevnen over for andre systemer.