Googles svar på Siri hedder Majel
Android har allerede indbygget stemmekontrol, og herhjemme kan man også bruge den til f.eks. at søge på nettet, ringe op til kontakter eller skrive beskeder på engelsk. Google understøtter faktisk en række sprog, og det lader kun til at være et spørgsmål om tid før dansk kommer med.
Ifølge hjemmesiden Android and Me vil Majel være Googles svar på Siri, og projektet skal bygge videre på den eksisterende stemmestyring.
I stedet for at snakke med en virtuel assistent, skal computere og mobiler blive bedre til at forstå hvad mennesker siger – også når man blot anvender et naturligt sprog. Det skal altså være slut med forudbestemte beskeder, som man i dag er nødt til at holde sig til.
Den første version af Majel bliver formentlig frigivet allerede i løbet af december. Det skyldes oplysninger om at Google X, en afdeling i Google, der arbejder på denne type projekter, skal komme med et nyt produkt inden årsskiftet.
Den første version vil formentlig bare indeholde en ny måde, hvorpå man kan søge information på nettet. De mere avancerede funktioner forventes først at komme på et senere tidspunkt.