Nu skal Google Maps vise vej indendørs
Mange bruger Google Maps på mobilen til at finde frem til bl.a. indkøbscentre og lufthavnen. Problemet for mange er bare, at navigationen stopper, når man ankommer til stedet.
Hvis man befinder sig i lufthavnen, kan man have problemer med at finde frem til den rette gate og i store indkøbscentre kan det være besværligt at finde den rette butik.
Det agter Google nu at gøre op med, og i seneste version af Google Maps har man introduceret indendørs navigation i f.eks. indkøbscentre og lufthavne.
Funktionen skal bl.a. kunne vise dig butikker og guide dig hen til dem ud fra din nuværende position. Programmet tager også højde for etager.
Google har i første omgang indgået samarbejde med en række forhandlere, lufthavne og stationer i USA og Japan. Flere vil dog blive tilføjet i løbet af nærmeste fremtid.
Opdateringen til Google Maps kan nu hentes gennem Android Market. Du kan læse om de øvrige ændringer på Googles blog.