Så ruller Windows Phone Mango ud
Windows Phone-brugere verden om har længe sukket efter at få den nye opdatering, Mango. Specielt brugere i lande, der ikke var inkluderet i sprogpakken og som ikke kunne få adgang til Marketplace uden et par irriterende krumspring.
Men nu er Mango-versionen altså på vej ud og de første brugere, der får glæde af opdateringen, er dem i Taiwan. Det oplyser Wmpoweruser, der har fået oplysningerne fra taiwanske brugere. De fortæller, at de nu kan opdatere deres HTC Mozart og HTC HD7-mobiler til Mango.
Det oplyses ikke, hvornår vi kan regne med at se Mango i danske Windows Phone-mobiler, men Microsoft i Danmark har inviteret til pressemøde d. 28. september for at fortælle mere om Mango, så formentlig skal vi vente små 14 dage, inden Mango kommer til danske Windows Phone-mobiler.