HTC også klar med en Radar
Samtidig med præsentationen af den store HTC Titan, som du kan læse meget mere om ved at følge dette link, har HTC her til aften også løftet sløret for den 3,8 tommer store lillebror med det knap så prangende navn HTC Radar. Den kommer også med den seneste Windows Phone-opdatering Mango.
Læs også:
Kæmpe galleri: HTC Titan i billeder sammen med iPhone 4, Sony Ericsson Arc, HTC Sensation…
Eksklusivt: Vi har prøvet HTC Titan med Windows Phone Mango
Radar er udstyret med en 1 GHz processor, og den kører ligesom Titan rundt på en Windows Phone-platform. Den 137 gram tunge sag måler 120,5×61,5×10,9 millimeter og på skærmen er der som på Titan blevet plads til en opløsning på 480×800 pixel. Det er slående, at HTC har valgt samme opløsning til to så forskellige skærmstørrelser, og vi er spændt på at se, hvordan det ser ud.
Kameraet er et 5 megapixel et af slagsen med et 28 mm objektiv og LED-flash. Det kan optage i 720p HD og på forsiden er der blevet plads til et VGA-kamera. Radar kan klare de samme formater som Titan, og den optager i .mp4-format.
Batteriet klarer en standbytid på op til 360 timer, mens man kan tale i op til 330 minutter – ifølge arket med specifikationer.
HTC Radar kommer til Danmark i løbet af oktober, og prisen kommer til at ligge på en vejledende udsalgspris på 3.100 kroner.