Apple Music kan nu spille hele sange i webplayeren

Apple Music bliver nu forbedret i webplayer-versionen, så man kan afspille hele sange og lægge albums og spillelister ind i sit biblioktek.

Apple Music kan nu spille hele sange i webplayeren

Hidtil har det været sådan, at du var nødt til at åbne iTunes eller mobil-appen, hvis du ville lytte til sange i deres helhed med Apple Music. I webplayeren har man kunnet lytte til bidder af sange på samme måde, som det for år tilbage var muligt at gøre i iTunes Store.

Nu lader der dog til at komme nye boller på suppen.

Se også: Mobilabonnementer med musik

 

Apple Music webplayer kan nu afspille hele sange

Reddit-brugere har nemlig opdaget, at Apple Musics webplayer kan spille hele sange nu. Det eneste, det kræver, er, at man logger ind på sin konto. Man kan også lægge albums og spillelister ind i sit bibliotek uden at skulle forlade browseren.

Det betyder ikke, at Apple Music nu har en komplet webplayer, som vi kender fra Spotify. Man kan ikke søge rundt i kataloget, oprette spillelister eller se, hvad vennerne spiller. Det betyder heller ikke, at der kommer en komplet webplayer i fremtiden, men det er klart en forbedring i forhold til tidligere.

Apple har i øvrigt også bekræftet de nye muligheder på WWDC 2018.

Se også: Bedste musiktjeneste

 

Skal levere endnu bedre på webplayeren for at true Spotify

 

Hidtil har Apple mest set webplayeren som et redskab til markedsføring, men med dette tiltag lader det til, at de tager den mulighed mere seriøst. Man kan dog også argumentere for, at de ikke har haft noget valg. Hvis de vil tage kampen op med Spotify og overtage den trone, er de nødt til at fungere på alle de platforme, som Spotify gør.

Det gør jo samtidig også, at man kan spille musik med Apple Music på enheder, der ikke kan downloade apps, for eksempel en låst arbejdscomputer eller en Chromebook.

Se også: Nyheder om Apple Musik