Telebranchen investerer som aldrig tidligere – største stigning i 10 år
Man hører tit, at det er dyrt for teleselskaberne at investere i bedre infrastruktur, men faktisk blev der omsat for 7,3 milliarder kroner hos de danske teleselskaber, hvilket er den største investering i 10 år. Teleselskabernes samlede investeringer steg dermed med 10,3 procent fra 6,6 milliarder kroner i 2016, i følge nye tal fra Erhvervsstyrelsen.
Telebranchen omsatte for 37,7 milliarder kroner i 2017, hvilket er 0,8 procent mindre end i 2016.
Se også: Teleselskaber med bedste mobildækning
Størst investeringer i fastnet
Den største del af væksten i telebranchens samlede investeringer kommer fra en stigning i investeringer i fastnettet på 18,8 procent. Fra 2016 til 2017 faldt investeringerne i mobilnettet med 22,3 procent til 1 milliard kroner. En del af fastnetinvesteringerne bruges til at vedligeholde og udbygge de centrale dele af telenettet (corenettet), der både understøtter fastnettet og mobilnettet.
Telebranchens investeringsgrad – investeringernes andel af omsætningen – var 19,3 procent i 2017, hvilket er 1,9 procentpoint højere end i 2016. Stigningen i investeringsgraden skal ses i lyset af, at stigningen i telebranchens investeringer sker samtidig med, at den samlede omsætning viser et beskedent fald.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer
Faldende omsætning og beskæftigelse
Den samlede omsætning i telebranchen faldt med 0,8 procent fra 38,1 milliarder kroner i 2016 til 37,7 milliarder kroner i 2017. Dog er omsætningen på fastnet bredbånd steget med 6,7 procent eller næsten en halv milliard kroner fra 2016 til 2017. Samtidig steg også mobilomsætningen med 2,2 procent til næsten 13 milliarder kroner. – den største mobilomsætning siden 2012.
Beskæftigelsen i telebranchen er faldet 4,3 procent fra 2016 til 2017, mens beskæftigelsen steg 0,3 procent året før. Samtidig er omsætningen pr. fuldtidsansat steget 3,6 procent til lidt over 2,9 millioner i 2017.
Se også: Nyheder om telebranchen