3’s ejere på opkøb

3's ejere, Hutchison Whampoa, står tilsyneladende klar til at købe Irlands største teleoperatør. Et lignende opkøb herhjemme er meget usandsynligt, forklarer analytiker, selvom 3 virkelig har brug for en 2G-licens.

3’s ejere på opkøb

Den irske avis Irish Independent henviser til bankkilder, der oplyser, at Hutchison Whampoa skulle have vist interesse for at opkøbe Irlands største teleoperatør, Eircom.

Ifølge avisen skulle de være klar til at lægge omkring 45 milliarder kroner for at få fingre i Eircom, og det skulle Babcook&Brown Capital, der ejer majoriteten af Eircom, være glade for, da de skulle være i finansielle vanskeligheder, skriver Irish Independent.

Sker ikke i Danmark

Teleanalytikeren Torben Rune vurderer, at det er meget lidt sandsynligt, at Hutchison Whampoa kunne finde på at lave et tilsvarende opkøb i Danmark:

– Det tror jeg næppe. 3 er ikke så stærke herhjemme som andre steder, og konkurrencen i Norden er blandt de hårdeste i verden – et opkøb vil være en meget bekostelig affære, og det bliver svært at tjene pengene ind, forklarer han.

Der kan dog være den fordel ved et opkøb herhjemme, at 3 får den 2G-licens, som de virkelig har brug for, hvis de vil gøre sig gældende overfor erhvervsmarkedet, forklarer Torben Rune.

Erhvervsmarkedet har nemlig ikke brug for de dyre telefoner, som 3 sælger med tjenester som for eksempel mobil-tv, og det er ganske enkelt for dyrt for firmaer at skifte til 3, når 3 ikke har en 2G-licens:

– Det generer 3, for erhvervsmarkedet er meget attraktivt, hvor man kan flytte flere tusind kunder på én gang mod kun én kunde på privatmarkedet, forklarer Torben Rune, og uddyber, at det vil være en bedre strategi, hvis 3 erhverver deres egen 2G-licens, når en sådan igen bliver ledig herhjemme.

Bliver Eircom opkøbt af Hutchison Whampoa, er det femte gang på 10 år, at de bliver solgt.