3’s kunder mister fremover alle købte sange når de skifter mobil
Fra og med 1. oktober fjerner 3 muligheden for, at deres kunder kan lave dual-download af den musik, de køber. Det skriver 3 på deres mobil-portal. Med dual-download betaler man én gang for en sang og får så mulighed for at downloade samme sang flere gange. Det er en fordel, hvis man for eksempel ofte skifter mobil, men den mulighed fjerner 3 nu.
Forringelsen sker i forbindelse med en ny platform, der kommer 1. oktober:
– Det nye system understøtter ikke dual-download, forklarer 3’s kommunikationschef, Stine Green Paulsen til Mobil.
Tror ikke, det giver sure kunder
Hun forklarer, at man fremover skal købe de sange påny, som man allerede har købt én gang, hvis man skifter mobil, men det tror Stine Paulsen ikke, at kunderne bliver sure over.
Hun vurderer overfor Mobil, at download af sange kommer til at fylde mindre fremover, da brugerne hellere vil streame musikken til mobilen.