Danmarks 5G-udrulning halter bagefter resten af Norden

Danmark klarer sig dårligere i 5G-kapløbet end sine nordiske naboer, mens Europa halter bagefter på verdensplan. Der skal bedre forhold til.

Danmarks 5G-udrulning halter bagefter resten af Norden

TDC er allerede langt fremme på 5G-udrulningen i Danmark og foran deres egen udrulningsplan, men alligevel halter Danmark bagefter på netop 5G-udrulningen. Det er konklusionen i en ny undersøgelse, som konsulentvirksomheden Kearney står bag.

Danmark halter langt efter på 5G

Kearney har undersøgt 5G-udrulningen i 18 teknologiske førernationer og et begrænset udbud af båndbredde er medvirkende til, at Danmark lander på en 13. plads på listen. Lande, vi normalt sammenligner os med er  Norge, Finland og Sverige og de lander på henholdsvis 3., 7. og 11. pladserne.

”Når det kommer til 5G-udvikling, så er den afgørende faktor, hvor meget båndbredde der udbydes fra offentlig side. Jo mere båndbredde, jo mere attraktivt er det for teknologivirksomhederne at investere i 5G-nettet. I Finland og Norge har man udbudt langt mere båndbredde, og det betyder, at de er langt stærkere positioneret i forhold til at høste frugterne fra et effektivt 5G-netværk,” siger Jonatan Matsson, der er partner i Kearney med europæisk ansvar for kommunikation, medier og teknologi.

Se også: Muligheder med 5G

5G mest for virksomheder

Han understreger, at de kommercielle fordele i første omgang vil være størst på virksomhedsniveau. Her frigiver 5G nemlig et enormt optimeringspotentiale, da 5G muliggør langt større dataoverførsel, end vi kender det fra 4G.

Kearney understreger, at lande med hurtig etablering af et 5G-netværk vil have et forspring i forhold til at udnytte de nye muligheder.

Se også: Hvor langt er de danske 5G-netværk?

Europa skal have bedre regulatoriske rammer

Generelt tegner Kearney et dystert billede for Europas nærmeste 5G-fremtid. USA og Sydkorea ligger på første- og andenpladsen, mens Norge som det eneste europæiske land er at finde i top 5.

”De europæiske lande er generelt ikke gode nok til at sikre de rette regulatoriske rammer for udrulningen af 5G. Schweitz har som et af de eneste europæiske lande været hurtige til at lancere det første kommercielle 5G-net og har allerede fire procent af deres abonnenter på 5G-nettet. Men ellers er den afgørende faktor udbud af båndbredde til 5G. Og her er landene nødt til at afveje behovet for statslig båndbredde til eksempelvis militæret over for det kommercielle behov for båndbredde, for den totale mængde båndbredde til 5G er ikke et ubegrænset gode,” siger Jonatan Matsson.

Kearneys konklusion er derfor, at bolden ligger på de danske og europæiske myndigheders banehalvdel, når det kommer til at accelerere 5G-udviklingen. Bedre regulering og understøttelse af de kommercielle aktørers behov er nøglen til at kravle op på ranglisten internationalt, slutter virksomheden med at konkludere.

Se også: Nyheder om 5G-udrulning