7 fede spil til Windows Phone

Angry Birds findes også til Windows Phone, men det gider vi ikke teste. Vi har i stedet fundet 7 andre rigtig fede spil til Windows Phone.

7 fede spil til Windows Phone

Tentacles

Normalt er spil af typen feel good. Altså spil, hvor man er en glad figur i glade farver, der skal kæmpe sig gennem en farverig og måske lidt farlig men i bund og grund glad verden. Sådan er det ikke i det danskudviklede spil Tentacles. Tværtimod.

Her er man en småklam blækspruttelignende figur, der består af et kæmpe øje med glubsk udskydelig mund og tre fangarme. Den gale Dr. Phluff satte sig ellers for at skabe verdens sødeste dyr nogensinde, men noget gik rivravruskende galt.

Og af en eller anden grund lander denne skabning inde i Dr. Phluff, hvor den så skal kæmpe for at overleve. En sjov idé, der heldigvis også er super fedt udført.

Man bevæger sig rundt inde i doktorens krop med sine fangarme. Dem styrer man ved at trykke på det sted, man vil have, fangarmen skal gribe fast – så trækker den sig selv frem. Det fungerer godt og er en smart måde at udnytte de store touch-skærme på. Undervejs skal man undgå syreangreb og at blive fanget af ulækkert og dødbringende tang samt genetisk manipulerede monstre.

Hele stemningen i spillet, der strækker sig over 40 baner, er dyster og halvuhyggelig, langt fra Angry Birds.  Og lige netop den del er rigtig befriende, og spillet er ganske enkelt forrygende godt og vanedannende. 32 kroner kan lyde af meget for et spil til en smartphone, men de er godt givet ud.

Karakter: 10/10
Pris: 32 kroner

tentacles