Huawei får ikke lov til at bygge 5G-netværk i Sverige

Den svenske Forvaltningsretten har talt: Svenske teleselskaber må ikke benytte 5G-udstyr fra Huawei og eksisterende udstyr skal fjernes.

Huawei får ikke lov til at bygge 5G-netværk i Sverige

Den svenske Forvaltningsretten har nu fældet dom over Huaweis forhåbninger om at være med til at bygge 5G-netværk i Sverige – de får ikke lov til det af sikkerhedsmæssige årsager.

Sagen mellem Huawei og de svenske myndigheder har kørt siden efteråret 2020. Den gang indførte den svenske myndighed Post- og telestyrelsen (PTS) forbud mod, at svenske teleselskaber måtte benytte Huaweis 5G-udstyr til udbygningen af de svenske 5G-netværk. Det ville Huawei ikke acceptere og valgte at tage sagen til retten for at få afgørelsen annulleret.

Endelig dom: Svenske mobilnet må ikke bruge Huaweis 5G-udstyr

Det har siden været op til Forvaltningsretten at forholde sig til Huaweis argumenter og de har tilsyneladende ikke været stærke nok, for Forvaltningsretten giver PTS medhold i forbuddet.

Begrundelsen er, at landets sikkerhed kan bringes i fare, hvis de svenske netværk bliver bygget med Huaweis 5G-udstyr. Dommen er baseret på udtalelser fra den svenske efterretningstjeneste Säpo, PTS og Tele2’s teknikchef Thomas Helbo. Säpo holder for eksempel fast i, at Huawei har for tætte forbindelser til det kinesiske kommunistparti, noget Huawei selv har afvist flere gange.

Sverige er nødt til at have det fulde billede over landets sikkerhed og kan ikke lade udenlandske aktører, tjenester og udstyr udgøre en risiko for at forplumre det billede, kan man altså udlede af afgørelsen.

Se også: Status på de danske 5G-netværk

Nokia og Ericsson står med de bedste kort – Samsung kan blive joker

Med Huawei ude af billedet i Sverige, er det Ericsson og Nokia der står som de to oplagte 5G-leverandører til de svenske netværk. Samsung er dog også begyndt at røre på sig i Europa på netværksfronten og har blandt andet for nyligt kunne underskrive en 5G-aftale med Vodafone i England.

Det sker også efter, at der er udstedt forbud mod brug af Huaweis 5G-udstyr i England. Den aftale vurderer analytikere til at kunne blive et vigtigt springbræt for Samsung ind på det europæiske marked for netværk.

Se også: Forstå teknikken bag 5G

Eksisterende Huawei-teknik skal fjernes senest 1. januar 2025

Udover, at der er udstedt forbud mod brug af 5G-udstyr fra Huawei i de svenske netværk, så skal alt eksisterende udstyr fra selskabet også skiftes ud senest den 1. januar 2025.

Det skal dermed ske med kortere varsel end i England, hvor teleselskaberne har til 2027, inden de også skal fjerne eksisterende udstyr fra Huawei.

I Danmark har både TDC, Telenor, Telia og 3 fravalgt Huawei til udbygning af 5G.

Se også: Nyheder om 5G