Amazon har åbnet sin programbutik
Med Rio-udgaven af Angry Birds som perlen i samlingen har Amazon åbnet sin programbutik til Android og er begyndt at sælge programmer i USA. Amazon lover dog at europæiske kunder inden længe vil få adgang til butikken.
Den største konkurrent er naturligvis Googles eget Android Market, men en anden konkurrent er allerede kommet på banen.
Amazon har valgt at kalde butikken for "Appstore" og ligheden med Apples "App Store" er utvivlsomt til at få øje på. Apple har derfor sagsøgt Amazon – en sag, du kan læse meget mere om lige her.
Der er flere ting, der adskiller Amazons programbutik fra Android Market. Amazon har f.eks. kontrolleret alle programmer inden publicering, så udviklere ikke publicerer programmer, der ikke fungerer eller er uden nytte. Programmerne placeres i en af 28 hovedkategorier, hvoraf flere har underkategorier, og som udvikler kan man sætte en ønsket pris ved at vælge et interval med en øvre og nedre grænse.
Amazon har desuden mulighed for at sætte prisen ned til så lavt et niveau, at udvikleren kun er sikret 20% af den oprindelige pris. Det er naturligvis godt for brugerne, men hvordan det vil påvirke udviklerne, skal vi endnu ikke kunne sige. En anden fed detalje for brugerne er, at Amazon hver dag tilbyder en betalt app helt gratis i 24 timer. Den første af slagsen er – ja, du gættede rigtigt – Angry Birds Rio.