Amazons kommende programbutik først med Angry Birds

Amazon vil inden længe begynde at sælge programmer. Ved at kvalitetssikre indholdet og få eksklusivitet på visse programmer, skal man tage kampen op med Googles Android Market.

Amazons kommende programbutik først med Angry Birds

Som en af de første titler i sin programbutik, kommer Amazon til at sælge den nye Rio-efterfølger til det finske successpil Angry Birds. Spillet kommer i begyndelsen kun til at være tilgængeligt via Amazon, men vil senere også kunne findes i Android Market. Tidligere Angry Birds-varianter vil også være tilgængelige hos Amazon, hvor de vil kunne købes uden annoncer i spillet.

I begyndelsen af januar begyndte Amazon at tage imod programmer fra udviklere og "i løbet af 2011" skulle salget starte. Angry Birds Rio bygger på filmen Rio, som har premiere den 15. april. Vi tror altså derfor på at programsalget hos Amazon begynder inden for de nærmeste uger.

For brugerne kommer der en væsentlig forskel sammenlignet med Android Market. Alle programmer hos Amazon bliver nemlig grundigt undersøgt inden det bliver muligt at købe dem. Uanset hvordan man vender og drejer den, vil Amazons programudvalg altså blive betydeligt mindre end i Android Market, men mange brugere vil formentlig opleve det som en fordel at kunne slippe for en masse ubrugelige programmer.

Fordelingen mellem udvikler og Amazon bliver 70/30 – altså det præcis samme, som vi har set i stort set samtlige andre programbutikker. Udvikleren bestemmer selv prisen på sine programmer og spil.

Amazon forbeholder sig dog rettighederne til at sænke prisen, og her er udviklerne kun garanteret det der svarer til 20 procent af den oprindelige pris. Der kan dog være fordele ved at sætte prisen ned: Hvis det lykkes at optimere prisen kan slutresultatet sagtens give større indkomster for udviklerne, og hos Amazon skal man ikke selv lægge tid og kræfter i at foretage prisjusteringer.