Amerikansk domstol: Google skal dele Android-data med Apple

Den kolde luft mellem to af verdens største elektronikselskaber fortsætter. Nu har en amerikansk dommer beordret Google og Motorola at dele information om den fortsatte udvikling af Android med Apple.

Amerikansk domstol: Google skal dele Android-data med Apple

Apple har netop vundet en stor sag i en amerikansk domstol, hvor Richard A. Posner – dommer i sagen – i dag beordrede Motorola og Google at dele oplysninger omkring den fortsatte udvikling af Android-styresystemet med Apple. Det betyder altså, at Apple vil være i stand til at kunne følge med i udviklingen af Android, og dermed potentielt reagere på ny funktionalitet i systemet, før denne bliver tilgængelig for offentligheden.

Udover dette skal Google og Motorola også dele informationer, der handler om Googles opkøb af Motorola Mobility – et køb, der har en værdi af 12,5 milliarder dollars.

Årsagen til dette skal findes i, at Apple i forrige uge hævdede, at denne information ville være afgørende for Apples søgsmål. Det skriver nyhedssiden Bloomberg, der også nævner, at Google endnu ikke har kommenteret sagen.

Hvad mener du om sagen? Er der tale om den endelige afsked med det retfærdige konkurrencemarked? Skal konkurrenter have lov til at kigge hinanden over skulderen under udviklingen af fremtidige produkter? Del gerne dit synspunkt i kommentarerne herunder.