Analytiker: Nokia kan være på vej med Android-mobiler

Nokias svage position i USA kan bane vejen for finske Android-mobiler, lyder det fra analytiker.

Analytiker: Nokia kan være på vej med Android-mobiler

Nokia er stadig verdens største mobilproducent, men de sidste par år er de blevet presset af iPhone og Android. Især i USA har de det svært. Det har fået analytikere til at spekulere i, at Nokia vil forsøge at vende den dårlige salgskurve ved at smide Android ind i nogle af deres mobiltelefoner.

Analysebureauet Gartner vurderer, at det vil være en smart ide, hvis Nokia bruger Android til at få fodfæste i USA.

Rygterne har fået mere grobund, efter Andy Rubin, chef for Googles mobilafdeling, udtrykte håb for, at Nokia vil bruge det meget populære styresystem. Det skete på konferencen Dive into Mobile, som foregik i sidste uge i USA.

På spørgsmålet om et eventuelt samarbejde med Nokia og Google om Android, forklarer Rubin, at Nokia har fået nyt lederskab og at de pt. er i gang med at overveje deres muligheder. Han vil dog ikke gå i detaljer om, hvorvidt han har haft møder med Nokia omkring et eventuelt forestående samarbejde.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at nu afgåede smartphone-chef hos Nokia, Anssi Vanjoki, udtalte, at det var som at tisse i bukserne en kold vinterdag, hvis man som mobilproducent bruger Android.

En analytiker fra J. Gold Associates vurderer dog også, at det på kort sigt er mere realistisk at tro, at Nokias udviklingsværktøj til apps, Qt, også kommer til at omfatte Android-apps. De to analysebureauer er enige om, at Nokia er nødt til at reagere nu for at vende kurven.

Kilde: Computerworld.com