Apple frigiver endnu en iOS 5 beta
Under det yderst mundrette navn iOS 5 beta 6 build 9A5302b har Apple frigivet en opdatering til udviklerne af IOS. Det er kun et par uger siden at beta 5-udgaven blev frigivet, men der er altså allerede fundet plads til et par forbedringer.
Den 144 MB store opdatering rummer blandt andet en række rettelser og ny måde, hvorpå man foretager køb i App Store. Med andre ord gøres der op med den irriterende funktion, hvor man tvinges ud af butikken og tilbage på hjemmeskærmen, hver gang man har trykket køb eller download.
Den funktion ser vi meget frem til at få i vores kommende iOS 5-enheder, hvad enten de hedder iPhone 4, 4S eller 5.
Udover opdateringen af iOS 5 er der også blevet plads til et par andre udvikleropdateringer til iTunes, Apple TV og iWork til iOS med iCloud-funktionaliteter.
Det kræver som sagt en udviklerkonto at få fat i beta 6-opdateringen, og vi andre uden sådan en konto kan forhåbentlig hente en ”færdig” udgave af iOS 5 i løbet af efteråret, når styresystemet slippes fri til masserne.
Kilde: Macstories m.fl.