Apple vil integrere Facebook i iPhone OS med NFC
NFC står for Near Field Communication og er en teknologi, der primært er kendt for at muliggøre betalinger med mobiltelefoner hos eksempelvis den lokale købmand. Nu lader det dog til at Apple har fundet på andre formål til teknologien.
I et patent fra Apple har man nemlig brugt NFC i integration med Facebook. Man skal f.eks. kunne tilføje venner på det sociale netværk ved at bruge NFC-teknologien. Ved at føre telefonerne sammen, vil man altså kunne få oplysninger om hinandens Facebook-profiler. Det lyder umiddelbart som en rigtig god idé, hvis den vel at mærke ikke bliver forbeholdt Apples eventuelle fremtidige produkter med NFC.
Det er svært at sige om funktionen vil blive integreret i iPhone OS 4, men muligheden foreligger da vi allerede har set spor af Facebook-integration i den kommende opdatering. Det kræver dog at iPhone 4G får NFC-teknologien indbygget.