Asus kommer med Omnia-dræberen

Kampen om at have den mest avancerede mobil med stor trykfølsom skærm ser ud til at spidse til. Nu melder Asus sig nemlig også ind i kampen i direkte konkurrence med Samsung og HTC.

Asus kommer med Omnia-dræberen

Asus har efterhånden produceret en række mobiler med Windows Mobile inden for de seneste år, selvom det ikke er så meget vi ser til dem herhjemme. Nu er de dog tilsyneladende på vej med en model, som vi absolut gerne vil se mere til herhjemme.

Den nye model går foreløbig under kodenavnet Glaxy7, og den minder i høj grad om Samsungs Omnia. Den bruger således også Windows Mobile 6.1, og har et kamera på 5 megapixel. Desuden skulle skærmen være på hele 3,5 tommer og formentlig have en opløsning på hele 480 x 800 pixel. Det forventes desuden, at der er indbygget både turbo-3G, WLAN og GPS. Målene på den nye Asus-model skulle være 115 x 59 x 13,8mm, hvilket gør den en smule større end Samsung Omnia, der dog også har en lidt mindre skærm.

Modellen skulle komme på markedet sidst på året, men om det også inkluderer Danmark, vides endnu ikke.

(Kilde: wmpoweruser.com)