Billeder skudt med HTC One X

For en lille uge siden lancerede HTC endelig HTC One X for den nordiske presse ved en seance i Stockholm. Vi fik mulighed for at skyde nogle billeder fra selve lanceringen, hvor HTC havde gjort lidt foto-lirumlarum klar til pressen.

Billeder skudt med HTC One X

HTC One X er den smartphone, som HTC nok har størst forhåbning til.

En af de ting, som HTC har specielt store forventninger til i One X er kameraet. Kameraet i One X er et 8-megapixel kamera.

En af de nye ting i HTC One X er Image Sense, der gør, at den kan fokusere på kort tid, blot 0,2 sekunder hvis vi skal tro HTC. Og skulle kun tage 0,7 sekunder fra tryk til billedet er taget. Vi kan i hvert fald bekræfte, at kameraet er lynende hurtigt.

Kameraet har desuden en blændeåbning på f/2.0 – det skulle give 44% mere lys i billederne sammenlignet med for eksempel iPhone 4S, forklarer HTC.

Den store blænde gør desuden også, at man kan opnå mindre dybdeskarphed i sine billeder og dermed sløre baggrunden endnu mere på f.eks. makrobilleder.

Skærmen er på 4,7-tommer og har en skærmopløsning på 1280 x 720 pixels. Det er et såkaldt Super LCD2 display, man har brugt i modellen. Der er desuden brugt Corning Gorilla Glass, så den er ekstra holdbar.
 
Størrelsen på HTC One X er 134,3 x 69,9 x 9,3 millimeter og den vejer 130 gram.