Buschauffør sigtes for uforsvarlige sms’er
Efter at have sendt og modtaget op imod 1.000 sms’er, mens hun var på arbejde som skolebuschauffør, kan Evelyn Guzman fra Connecticut nu se frem til et seriøst amerikansk efterspil i retten.
Hun blev opdaget ved lidt af et tilfælde, da politiet ville se bussens overvågningsvideoer igennem, for at komme til bunds i en sag, der involverede Evelyns datter. Hun skulle angiveligt stå bag gentagne overfald på en niårig autistisk pige, som også dagligt kørte med bussen.
Sagen får en del opmærksomhed i det amerikanske, da man for øjeblikket har meget fokus rettet mod brugen af mobiltelefoner i bilerne. Blandt andet har man i en rapport konkluderet, at mobiltalende bilister har optil fire gange så stor risiko for at havne i et uheld som ikke-talende bilister.
Det svarer nogenlunde til risikoen for at blive indblandet i et uheld, når man er påvirket af alkohol, skriver hjemmesiden mobiledia.com.
Opsigtsvækkende er det dog også, at man konkluderer, at det ikke er mindre farligt at køre med håndfrit anlæg i bilen, fordi opmærksomheden stadig ikke er 100 procent på vejen.
En anden sag, som har fået spalteplads i de amerikanske medier handler om en bilist fra Chicago, der ramte og dræbte en tilfældig gående, mens hun angiveligt opdaterede sin Facebook-profil på mobiltelefonen.
Kilde: mobiledia.com via mobileburn.com