Dag 9: Avanceret videoafspiller
TCPMP
Til alle Windows-mobiler følger Windows Media Player med. Det er en udmærket videoafspiller, men kan dog langtfra klare alle formater. Derfor skrev vi forleden om CorePlayer, der var en noget mere avanceret videoafspiller. I dag går turen så til TCPMP, der minder en del om CorePlayer, men alligevel har nogle afgørende forskelle.
TCPMP er i virkeligheden en ældre udgave af CorePlayer, der er blevet videreudviklet af frivillige udviklere. Det er således gratis, hvorimod CorePlayer koster penge. Da den bliver udviklet af frivillige, er der desuden en del udvidelsesmuligheder og tweaks, hvis man gider læse lidt op på det og sætte sig ind i det.
TCPMP egner sig nok bedst til den lidt mere erfarne bruger, der gerne vil have fuldt udbytte af Windows Mobiles videopotentiale.
Programmet er som sagt gratis, og det kan hentes fra nedenstående link.
Karakter: 8 ud af 10
Positivt:
+ Afspiller mange formater
+ Mange avancerede funktioner
Negativt:
– Ikke særlig nemt at bruge med fingrene
– Kan være lidt besværligt at sætte sig ind i
PocketCM Keyboard
Alle, der har brugt det medfølgende og næsten mikroskopiske tastatur på en Windows-mobil med trykfølsom skærm, ved, at det næsten er umuligt at bruge med fingrene. Derfor er der da også udviklet utallige nye tastaturer til netop Windows-mobiler. Og PocketCM Keyboard er et af de bedre.
PocketCM Keyboard er et fuldt tastatur ligesom det medfølgende tastatur, men bogstaverne er gjort større, og er derfor lettere at ramme. Desuden bliver bogstaverne også fremhævet, når man trykker på dem, og der følger desuden en ordbog med, der kan rette ens indtastninger, hvis man taster forkert.
For at bruge tastaturet med dansk sprog kræves det dog, at man henter et dansk layout til tastaturet.
PocketCM Keyboard kan være brugbart for alle, der skriver enten mange sms’er, e-mails eller noter på mobilen.
Programmet er gratis og kan hentes på nedenstående link. Det danske tastaturlayout er ligeledes gratis, og kan også findes på linket herunder.
Karakter: 7 ud af 10
Positivt:
+ Meget bedre end standardtastaturet
+ Intelligent ordbog
Negativt:
– Stadig ikke 100 procent fingervenligt
– Lidt besværligt at skulle installere dansk layout