Den mobile Firefox kommer om få uger

Mozilla lover, at Firefox til mobiltelefoner er klar om ganske få uger. Men der mangler stadig detaljer om den mobile browser.

Den mobile Firefox kommer om få uger

En ledende chef hos Mozilla lover, at den første alpha-version af Mozillas kommende mobile browser er klar om ganske få uger.

Nyheden kommer i et længere interview med Mozilla-chefen hos Linuxinsider. I interviewet fremgår der dog ikke nogen detaljer om, hvilke enheder og hvilke operativsystemer, der i første omgang kan benytte browseren.

De allerførste versioner af browseren, der har kodenavnet Fennec, kører kun på Nokias internet-tablet N810.

Derfor kunne man forestille sig, at næste seriøse fase af Fennec udvikles til styresystemet Symbian, som Nokia bruger.

Mozilla har givet udtryk for, at der kommer en version til Windows Mobile, men om det bliver i forbindelse med Alpha-versionen om nogle uger er ikke sikkert.