Disse apps bruger mest data

Se hvilke 10 apps, du skal være mest opmærksom på, hvis du kun har begrænsede mængder data til rådighed i dit mobiltabonnement.

Disse apps bruger mest data

Lige så mange forskellige slags apps der findes, lige så forskelligt er deres forbrug af mobildata. Er du derfor endnu ikke hoppet på ”fri data”-bølgen og har et abonnement med f.eks. 20, 30 eller 50 GB data om måneden, kan det være klogt at holde igen med de apps, der sluger mest data.

Den britiske prissammenligningstjeneste uSwitch har undersøgt bredbåndmarkedet i Storbritannien og blandt andet kigget nærmere på, hvilke apps der sluger mest data fra ens mobilabonnement i løbet af én times brug.

Disse 10 apps er dem, der ifølge prissammenligningssiden Uswitch sluger mest data (Foto: Uswitch.com).

Læs også: Dataforbrug eksploderede pga. COVID-19 – det fortsætter

Streaming af spil bruger mest data

Den app, der bruger mest data, er Google Stadia, med hele 4,5 GB data i timen – svarende til 10 Mbit/s. Streaming af spil er altså tydeligvis noget mere krævende for internetforbindelsen end film og tv.

Streamingtjenesten fuboTV, som fokuserer på især live-sport, men også nyheder, tv-serier og film, indtager andenpladsen med et dataforbrug på 3 GB i timen. På tredjepladsen er endnu en spilstreamingtjeneste – denne gang NVIDIA GeForce NOW, som dog “kun” bruger 2 GB i timen – altså under det halve af Googles konkurrerende tjeneste.

I midten af ligger de to musikstreamingtjenester Soundcloud og iHeartRadio, som begge bruger 1,65 GB data i timen. De to andre musiktjenester TIDAL og Apple Musik ligger en tand under med et dataforbrug på henholdsvis 1,27 og 1 GB i timen.

Højest overraskende finder vi Netflix helt nede på en 9. plads, som også bruger 1 GB i timen. Det skyldes dog, at kvaliteten har været skruet ned på grund af coronavirus, og at Netflix gradvist skruer kvaliteten op igen. Det kan muligvis have påvirket resultatet.

Også den konkurrerende streamingtjeneste Amazon Prime Video ligger med et meget lavt dataforbrug på kun 800 MB i timen.

På listen figurerer hverken YouTube og Spotify, så disse må altså have et dataforbrug på under 800 MB i timen.

Har du en begrænset mængde data i dit abonnement, ved du altså nu, hvilke streamingtjenester du skal være påpasselig med at bruge for mange timer ad gangen. Alternativt kan du i mange apps selv vælge, hvor høj streamingkvalitet du ønsker.

Se også: De bedste abonnementer med meget mobildata