Gamle GPS’er er ofte for dyre
Der er mange, der gerne vil sælge deres gamle GPS’er. På hjemmesiderne for Den Blå Avis og Gul&Gratis står annoncerne side om side. Politiken har undersøgt priserne på brugte GPS’er – og avisen er ikke begejstret.
Tag for eksempel denne salgsannonce:
“Pris som ny i marts 2007: 4.495 kroner. Sælges nu for 2.000 kroner.”
Det drejer sig om en Garmin 660, der altså sættes til salg til under halv pris efter mindre end et år.
Men tøv en kende. Priserne på nyt GPS-udstyr er faldet drastisk på det seneste, og en helt ny Garmin med fuld garanti koster, ifølge Politiken, 2.500 kroner. Altså kun 500 kroner mere end tilbuddet på den brugte model på nettet.
For lidt over to år siden var 4.000 kroner en god pris for et GPS-apparat med Europakort – i dag findes de uden besvær for 1.500 kroner.
Derfor kan det tit bedre betale sig at købe et nyt apparat, selvom det kan kræve research og tålmodighed at finde den helt rigtige. Politiken vurderer, at brugte GPS’er bør sættes til salg privat for 500-800 kroner, da brugte modeller blandt andet kan have et halvgammelt kort og i det hele taget være defekte.