Her er Nokias WP7-koncept

I forbindelse med det nye samarbejde med Microsoft har Nokia publiceret billeder af deres første konceptmobil med Windows Phone 7.

Her er Nokias WP7-koncept

Hvis man kigger tilbage på Nokias smartphones i løbet af de sidste par år, vil man lægge mærke til at den finske kæmpe ikke har været bange for at afprøve alternative og til tider nærmest hysteriske farvekombinationer på sine produkter. Og sådan vil det formentlig blive ved med at være.

Nokia publicerede i går aftes de første konceptbilleder af en Nokia-smartphone med Windows Phone 7, og designmæssigt ser det faktisk rigtig lovende ud. Konceptmobilen har et simpelt og afrundet design med en spejlblank front og en buet bagside.

I toppen af telefonen kan man se et 3,5 millimeter lydstik samt en microUSB-tilslutning. På bagsiden sidder et kamera og en fotolampe.

Da der i øjeblikket kun er tale om et koncept, er det umuligt at sige om telefonen kommer på markedet eller ej. Hvis den gør, bliver det højest sandsynligt ikke den præcis samme model, men derimod en lignende model med nogle mindre ændringer.