Her er nyeste våben fra Samsung mod Apple

Samsung køber amerikansk Spotify-kopi – dermed optrappes konkurrencen med Apple og iPhone.

Her er nyeste våben fra Samsung mod Apple

Hvis du jævnligt læser tech-nyheder, så er du sikkert klar over, at der længe har udspillet sig en hård kamp mellem giganterne Samsung og Apple på mobilfronten. Apple har længe haft en høne at plukke med Samsung, da de mener, at Samsung direkte har kopieret iPhone-designet til en række af Samsungs mobiler.

På den anden side har de også arbejdet sammen, da Samsung de seneste år har produceret chip og skærme til iPhone.

Men der hersker ingen tvivl om, at rivaliseringen mellem de to mobilproducenter er skærpet og der er formentlig ikke ramt helt ved siden af, hvis man mener, at de to mobilproducenter formentlig kommer til at kæmpe om det mobile verdensherredømme.

En af Apples store fordele er iTunes, der det sidste årti fuldstændig har domineret salg af digital musik. En lignende løsning har Samsung hidtil manglet, men nu ser det ud til, at de vil gøre noget ved det. I hvert fald har Samsung nu opkøbt amerikanske mSpot, som beskrives som en amerikansk Spotify.

mSpot er en tjeneste, der streamer musik ogvideo til mobile enheder.

Det lader dog ikke til, at Samsung med mSpot har fundet en hurtig genvej til større succes, da tjenesten ikke skulle ligge inde med rettigheder til at streame musik og video på globalt plan, kun i USA.

Skal opkøbet give mening, må man dog forvente, at Samsung vil satse globalt med mSpot, men vi har tidligere set med blandt andet Google, at det ikke er så lige til at sikre sig streaming-rettigheder på globalt plan. Der ligger et kæmpe arbejde forude for Samsung at sikre sig den slags rettigheder i alle lande.

Google lancerede Google Music i november 2011, men er endnu ikke kommet til for eksempel Danmark på grund af manglende rettigheder.

Prisen for købet er ikke oplyst, men det spekuleres i, at Samsung ikke er sluppet billigt, da ejerne af mSpot naturligvis har vidst, hvor vigtig det har været for Samsung at få fingre i en tjeneste som mSpot.

mSpot har eksisteret siden 2004.

Kilde.