HTC bliver verdensomspændende
Indtil for ca. et år siden stod der enten Qtek, Orange, Dopod eller lignende på alle de HTC-mobiler, der blev solgt. HTC, der er verdens største producent af Windows Mobile-mobiler, stod for selve produktionen af mobilerne, mens andre købte dem af HTC og solgte dem under deres eget navn.
For knap et år siden valgte HTC imidlertid at nedlægge deres eget mærke, Qtek, for at sælge under navnet HTC i Europa og Nordamerika. Og nu har de også indgået en aftale med asiatiske Dopod, som de opkøbte sidste år, om også at nedlægge det mærke. Således vil der i fremtiden også stå HTC på alle de modeller, der sælges uden tilskud i Asien. Dette gør, at man i stort set hele verden vil kunne købe mobiler af mærket HTC, hvilket formentlig vil gøre dem endnu mere kendte, end de er nu.
Man slipper dog ikke helt for andre nanve på HTC-mobilerne. Købes de gennem en operatør, som f.eks. Orange, vil der stadig blot stå Orange og ikke noget om HTC på modellen.