HTC Desire 816 – første indtryk

HTC Desire 816 er lidt et monstrum med skærm på 5,5 tommer.

HTC Desire 816 – første indtryk

HTC Desire 816 er med mål på 156,6 x 78,7 x 8 millimeter lidt et monstrum, der fylder hånden godt ud. Vægten på 165 gram er dog helt passende for en model som denne.

Skærmen er 5,5 tommer med 1280 x 720 pixel. Selv om det ikke er højeste opløsning på en mobil i dag og selvom skærmen er så stor, så synes jeg, at den ser dejlig skarp ud.

Selve telefonen er ellers lavet i plastik, men den virker velbygget. Den er egentlig rar at have i hånden, men den er meget glat og jeg har allerede tabt den et par gange eller været meget tæt på.

De store huller til højtalerne på fronten giver den et fint særpræg. HTC oplyser, at vi ikke behøver være nervøse for, at der slipper væske og støv ind gennem de store huller.

Noget, der generer mig rent designmæssigt, er placeringen af tænd/sluk-tasten. Den sidder øverst til venstre og da jeg normalt betjener min mobil med højre hånd, så er det ganske besværligt at aktivere mobilen. Enten skal jeg noget akavet skubbet telefonen længere ned i håndfladen, hor det ikke føles naturligt eller jeg skal bruge begge hænder for at tænde den.

En stor skærm giver muligheder for større taster og tasterne er dejligt store og når jeg skriver på dem, rammer jeg faktisk aldrig forkert.

HTC Desire 816 – intet kraftværk

HTC Desire 816 har BlinkFeed, der kan bruges til at udvælge lidt præcis de informationskanaler, du ønsker – lige fra Facebook til Financial Times. Den er meget billedorienteret og kan man lide det, så er BlinkFeed vældig flot sat op.

HTC Desire 816 er intet kraftværk. Den har 1,5 GB RAM og processoren Qualcomm Snapdragon 400, quad-core 1,6 GHz. Det lugter ret meget af sidste års specifikationer. Processoren kan jeg leve, den skal nok gøre det, den skal, men 1,5 GB RAM kan blive et problem, hvis man fylder telefonen med tunge apps. Specielt spil kan den få svært ved at håndtere.

HTC Desire 816 har en vejledende pris på 3.500 kroner, hvilket umiddelbart lyder lidt højt sammenlignet med andre modeller, der kommer på markedet for tiden. Men nu kaster vi os over den og vil snart være klar med stor test her på mobil.nu.