HTC klar til at forhandle med Apple

HTC og Apple er i patentstridigheder med hinanden. Men HTC siger nu, at de er klar til at forhandle med deres amerikanske konkurrent.

HTC klar til at forhandle med Apple

Som det næsten er blevet kutyme nu, så har Apple og HTC patentsager kørende mod hinanden. Den internationale handelsorganisation i USA, ITC, har afgjort, at Apple overtræder to af S3 Graphics’ patenter omhandlende komprimering. HTC købte tidligere på måneden S3 Graphics. Samtidig har ITC dog også dømt, at HTC overtræder to af Apples patenter vedrørende datadetektion og -transmission.

Klar til at tale med Apple

I stedet for at afgøre stridighederne i retten, er HTC dog ifølge deres chief financial officer, Winston Yung, nu klar til at forhandle med Apple:

– Vi må sætte os ned og finde ud af det. Vi er åbne for at have samtaler, udtaler Yung, og fortsætter:

– Vi er åbne over for mange typer løsninger, så længe løsningen og vilkårene er fair og rimelige. Vi har med jævne mellemrum haft diskussioner med Apple, endda før første afgørelse (fra ITC, red.) faldt.

Hvem ved, måske Apple og HTC snart selv finder ud af en løsningen uden om domstolene. Præcis ligesom Nokia og Apple endte med at gøre.

Kilde: 
Blooomberg