i-mates nye topmodeller som julegaver

i-mate har været længe undervejs med deres Ultimate-serie, men nu skulle de være lige på trapperne. Ifølge i-mate selv kommer de nemlig på hylderne i december - lige til julehandlen.

i-mates nye topmodeller som julegaver

Helt tilbage på 3GSM-messen i februar præsenterede i-mate deres nye Ultimate-serie, der skal være serien med deres nye topmodeller. I oktober præsenterede i-mate så to nye modeller i serien. Modellerne er dog stadig ikke til salg, hvilket kan virke underligt, da det er mere end ni måneder siden de første modeller blev præsenteret.

Nu skulle de dog være lige om hjørnet. Ifølge i-mate selv bliver Ultimate-serien nemlig sat til salg i december. Hele Ultimate-serien bruger Windows Mobile 6 og understøtter turbo-3G. Desuden udmærker tre af modellerne – Ultimate 6150, 8150 og 9502 – sig ved at have en VGA-skærm med en opløsning på hele 480 x 640 pixel. Den sidste model ved navn Ultimate 8502, må nøjes med en QVGA-skærm på 240 x 320 pixel, men har til gengæld både fuldt tastatur og indbygget GPS.