iPhone mest populær på arbejdet
En ny undersøgelse fra analysefirmaet iPass viser, at iPhone nu er den mest populære arbejdsmobil og dermed slår BlackBerry, der ellers tidligere har siddet på pladsen.
Op mod 95 procent af de adspurgte i undersøgelsen har en smartphone, og hele 45 procent af disse bruger en iPhone. Sidste år var tallet 31,1 procent, så der er sket en markant stigning på dette område i løbet af 2011.
I samme periode er BlackBerry faldet fra 34,5 procent til 32,2 procent, og har dermed mistet sin førsteplads. Android udgør nu 21,3 procent af arbejdsmobilerne – sidste år lød tallet på blot 11,3 procent.
Symbian er faldet fra 12,4 procent sidste år til 7,4 procent i år. Windows Mobile havde 9,6 procent sidste år, og er faldet til 5,5 procent i år. Øvrige styresystemer dækkede 7,4 procent sidste år, og er i dag helt nede på 2,1 procent.
Undersøgelsen er baseret på tal fra 2.300 personer fra hele verden, der bruger mobilen på arbejdet hver dag.