Koda og YouTube enige: Dansk musik tilbage på YouTube

Dansk musik er nu tilbage på YouTube efter det, Koda kalder for intensive forhandlinger om pris og vilkår med YouTube.

Koda og YouTube enige: Dansk musik tilbage på YouTube

Dansk musik er nu igen tilbage på YouTube efter at forhandlinger mellem YouTube og Koda gik i hårdknude for et par måneder siden. Den gang besluttede YouTube sig for at fjerne al dansk musik på på YouTube og YouTube Musik.

Koda ønskede en bedre betaling til danske musikere, mens YouTube mente, at de betalte for meget. Efter det, som Koda selv beskriver som intensive forhandlinger de seneste to måneders er parterne dog nået i mål og en ny fælles-nordisk aftale om brug af musik på YouTube er i hus.

Dansk musik tilbage på YouTube

Aftalen træder i kraft i dag den 1. oktober, hvorefter den musik, der i de seneste to måneder har været fjernet fra den danske del af YouTube, vender tilbage på tjenesten.

Kodas direktør, Gorm Arildsen, ser frem til at få musikken tilbage på YouTube: “Der er ingen tvivl om, at de seneste to måneders take-down har været til stor frustration både for rigtig mange medlemmer, der i forvejen er hårdt presset på at komme ud med deres musik på grund af corona, og for de tusinder af brugere, der har skullet undvære musik på en af de primære kanaler for musikstreaming i Danmark.”

Kodas mediedirektør, Kaare Struve, supplerer:

“Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svære forhandlinger, og at vi fra Kodas side gerne havde været det pres foruden, hvor indhold kan blive taget ned i kortere eller længere perioder, hvis der ikke er enighed om pris og vilkår. Der skal heller ikke herske tvivl om, at der i de afsluttende forhandlinger har været massivt pres på for at komme i mål fra alle involverede parter. I det lys er det godt, at der nu er landet en aftale, så vi kan få musikken tilbage på YouTube”.

Se også: Mobilabonnement med musik

Ny aftale dækker langt bredere

Den nye aftale mellem de to parter skiller sig ud ved, at dækker den samlede brug af al Koda-licenseret musik på YouTube i hele Europa, Mellemamerika, Afrika og dele af Asien. Tidligere blev den internationale brug af dansk musik på YouTube licenseret via Kodas søsterselskaber i udlandet.

Netop det forhold, at indholdet i aftalerne er grundlæggende forskellige, gør det umuligt at lave en direkte sammenligning af vilkårene i den tidligere aftale og den nye.

Se også: Nyheder om musikstreaming