Kontroversiel gratis musiktjeneste klar i HTML5 til alle platforme
HTML5 er fremtiden, det hersker der ingen tvivl om, men det er stadig apps udviklet til de enkelte styresystemer, der hersker lige nu.
Dog ser vi så småt eksempler på tjenester udviklet i HTML5, blandt andet er den kontroversielle musikstreaming-tjeneste Grooveshark kommet i HTML5-udgave, der kan bruges på alle styresystemer.
Vi har prøvet HTML5-udgaven på iPhone, Android, Windows Phone, Meego og Windows-computer og teknisk fungerer det faktisk fint på alle platforme. Brugermæssigt er Spotify dog langt fra at være på niveau med streaming-apps som WiMP og Spotify, men tjenesten er i hvert fald endnu et eksempel på, at HTML5 er fremtiden, når det gælder mobile tjenester.
Grooveshark har været genstand for megen polemik, da tjenesten beskyldes for at lyve om, at det kun er brugerne, der uploader musik.
Er det kun brugerne, der gør det, er Grooveshark dækket ind under Digital Millennium Copyright Act og er dermed lovlig, så længe folkene bag Grooveshark fjerner copy right-sange, når de bliver gjort opmærksom på det.
Men pladeselskabet Universal mener, at Grooveshark lyver om dette og mener at have beviser for, at folkene bag tjenesten selv har uploadet mindst 100.000 sange. Derfor har Universal sagsøgt folkene bag tjenesten for 100 milliarder kroner og kræver den samtidig lukket.
Der har desuden også været tale om en DNS-spærring af Grooveshark.