Kvinder gider ikke Android

Der skal lægges en ny strategi, hvis kvindernes skal få øjnene op for den drengede Android.

Kvinder gider ikke Android

Oser  man rundt inde på Android Market og kigger på nye applikationer, kan det være ret svært at vide, hvem der ellers går rundt i butikkens gange.

Men skal man tro en ny engelsk undersøgelse, så er der langt mellem de kvindelige kunder i Android-kiosken og lige så langt mellem dem, der finder operativsystemet tiltrækkende.

Den engelske undersøgelse viste, at i aldersgruppen 25 til 39 år havde 11,4 procent af mændene planer om at købe en Android-telefon, mens kun 5 procent af kvinderne var klar på at gøre det samme. 78.000 englænderes svar ligger til grund for undersøgelsens konklusioner.

Marketingskonsulent og grundlægger af kvindeportalen LadyGeek, Belinda Parmar, mener, at Androids image er for drenget.

”Android er et perfekt eksempel på, hvordan man ikke skal markedsføre en platform til kvinder, og dermed er Android-oplevelsen blevet irrelevant for mere end halvdelen af befolkningen. Jeg ved, at dette nok kommer som et chok for deltagerne på Droidcon, (red.: Android-konference) og  jeg er forberedt på de rådne tomater, der nok bliver smidt med. Men det er rigtigt, at Android har et "dude" problem,” siger Belinda Parmar ifølge bloggen androinica.com.

Konferencen Droidcon, som Belinda Parmar henviser til, er den Android-konference, som løber af stablen 28-29 oktober i London.

På Droidcon vil den bramfri britte diskutere Androids nuværende problemer, ligesom hun vil fremlægge og diskutere den fremtidige strategi, som  skal sikre, at kvinderne finder vej til Android-telefonerne og forhåbentlig også markedspladsen.