MeeGo-kode afslører vild Nokia-mobil

Ved at grave lidt i koden fra en MeeGo-mobil, er der dukket specifikationer fra en endnu ukendt model op. Og den har vildere specifikationer end vi før har set noget sted. Blandt andet i kraft af en Intel-processor på 1,6 gigahertz.

MeeGo-kode afslører vild Nokia-mobil

Der er næppe nogen tvivl om, at Nokia har kæmpet hårdt de seneste år for at holde modstanderne på især smartphone-fronten væk. Meget af det skyldes formentlig softwaren, hvor Nokias Symbian har været meget udskældt, men hardware-mæssigt har Nokias konkurrenter også presset dem til det yderste. Nu tager Nokia måske grusom hævn.

1,6 gigahertz fra Intel

I en MeeGo-fejlrapport er nu dukket specifikationer op fra det, der menes at være en kommende Nokia-model. Og de er ikke til at kimse af. Processoren er listet til at være på 1,6 gigahertz og udviklet af Intel. Måske er det af den nye Medfield-type, som vi skrev om forleden. Arbejdshukommelsen er også meget høj på 1 gigabyte, mens skærmopløsningen er på lidt mere sædvanlige 480 x 854 pixel.

NFC og FM-transmitter
Der er naturligvis også turbo-3G i form af HSPA+, A-GPS, WiFi med understøttelse af den nye n-standard og ikke mindst det nye NFC i modellen. Som i flere andre Nokia-modeller er der også FM-transmitter i den ukendte MeeGo-model, så man kan sende musikken fra modellen til sin FM-radio.

Hverken navn eller udgivelsesdato for den nye model kendes, men der spekuleres i, at det er den længe ventede N9. Vi krydser selvfølgelig fingre for, at Nokia allerede om et par uger løfter sløret for den på Mobile World Congress i Barcelona.

Kilde: NokiaPort.de