Microsoft klar med Windows Phone til low-end smartphones
Ifølge det Hong Kong-baserede website We Love Windows Phone skulle Microsoft have meldt ud på et seminar, at de kommer med en version af Windows Phone, som hedder Tango.
Der skulle være tale om en mindre opdatering, som lægger sig mellem Mango og Apollo – Apollo skulle være den næste store opdatering til Mango. Og i følge We Love Windows Phone skulle Tango være rettet mod low-end smartphones til udviklingslande, blandt andet Kina og Indien nævnes.
De lande har Microsoft tidligere forsømt, når det gælder Windows Phone og målet er blandt andet udbrede Bing-tjenester til udviklingslande via smartphones.
VIDEO: Her er første Windows Phone Mango
Der er ikke oplyst specifikationer for Tango-smartphones, men det er oplagt at tro, at sådan noget som processor, hukommelse og skærm har dårligere specifikationer end de nuværende Windows Phone-modeller samt de nye kommende Mango-modeller.
Spørgsmålet er, om smartphones med Windows Phone Tango ikke også kommer ud i den vestlige verden, da det formentlig er et nødvendigt skridt, hvis Microsoft vil vinde massive markedsandele inden for relativ kort tid.