Microsoft: No Do-opdatering kommer i marts
Der har været en masse snak omkring opdateringer til Windows Phone 7, og nu blander Microsoft sig langt om længe i diskussionen i et forsøg på at give nogle svar på forbrugernes mange spørgsmål.
På den officielle Windows Phone blog fortæller Eric Hautala, der er chef for brugeroplevelsesafdelingen, om Microsofts opdateringer og hvordan de kommer frem til kunderne.
Mange kunder har fået den såkaldte februaropdatering, der dog ikke var helt fri for problemer på nogle Samsung-telefoner, men enkelte har stadig ikke fået den. Ifølge Hautala er det kun et spørgsmål om tid, og der kan være mange årsager til at den endnu ikke er dukket op.
Han fortæller at Microsoft arbejder sammen med både producenter og operatører, og at producenterne ofte har tilføjelser til Microsofts opdateringer. Desuden skal opdateringerne kontrolleres af operatører i mere end 30 lande for at undersøge om alt virker som det skal.
Der var som sagt nogle problemer med februaropdateringen, og hos Microsoft er man bestemt ikke tilfredse med problemerne. Dette var en opdatering, der ikke ændrer noget visuelt, men derimod gør systemet klar til at blive opdateret med den større "No Do"-opdatering.
Sidst i blogindlægget fortæller Huatala at man i øjeblikket arbejder på at sikre, at den store opdatering, der er lige om hjørnet, fungerer fejlfrit. Man vil med andre ord ikke ende i en lignende situation som med februaropdateringen.
Den store opdatering vil ifølge Huatala komme i løbet af slutningen af marts måned. Den største ændring bliver formentlig at man kan kopiere og indsætte tekst mellem programmer.