Microsoft sagsøgt for at gemme brugernes placering

Microsoft anklages for at have udformet softwaren i Windows-mobiler således, at brugerne ikke kan fravælge registrering af deres placering.

Microsoft sagsøgt for at gemme brugernes placering

Under indstillingsmulighederne i Windows Phone 7 findes muligheden for at fravælge det, der kaldes "Location". Men ifølge en stævning, som er indfundet ved en domstol i Seattle, fortsætter telefonen under visse omstændigheder med at registrere og sende brugerens placering til Microsoft. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kvinden, som står bag stævningen, siger at telefonen sender positionsdata til Microsoft, når man benytter telefonens kamera, også selvom brugeren har slået placeringsdata fra. Om der er tale om en fejl i softwaren, eller om det fra Microsofts side er meningen, vides endnu ikke.

Da Apple tidligere på året blev anklaget for at gemme oplysninger om deres brugere uden at fortælle omkring det, blev der oplyst at det var en blanding af en softwarefejl og misforståelse mellem kunderne og Apple. Fejlen er blevet rettet, og den registrerede data skulle efter sigende være fjernet.

Microsoft har endnu ikke kommenteret sagen.