Microsoft Zune begik masseselvmord ved årsskiftet

Microsofts musikafspiller Zune fik problemer ved årsskiftet. Zune kunne ikke håndtere, at 2008 havde én dag mere end normalt og gik i sort.

Microsoft Zune begik masseselvmord ved årsskiftet

Den 31. december oplevede mange Zune-brugere at deres medieafspiller holdt op med at fungere. En ukendt fejl fik tilsyneladende Zune-afspillerne til at begå masse-selvmord. Det førte til spekulationer, der gik på alt fra en virus til et trick for at få brugerne til at købe en ny Zune.

Men sandheden viste sig at være mere banal. Zune havde ganske enkelt problemer med at håndtere, at 2008 var et skudår med 366 dage og ikke de normale 365 dage. Den ekstra dag fik Zune til at gå i sort.

Ifølge Microsoft kan problemet løses ved at lade batteriet løbe tør for energi og derefter lade det op igen, hvorefter Zune selv finder ud af, at vi nu er landet i 2009.

En anden løsning, som har cirkuleret i nettets debatfora, er at frakoble batteriet for at genstarte musikafspilleren, men Microsoft fraråder dette indgreb og henviser til, at garantien dermed bortfalder.

Zune-ejerne kan glæde sig over, at det næste skudår først er i 2012.