Mobil klippekortsucces fortsætter i København

Hen over sommeren sidste år kunne man købe klippekort til offentlig transport til mobiltelefonen. Det var en så stor succes, at trafikselskaberne bag nu vil køre videre med forsøget.

Mobil klippekortsucces fortsætter i København

Trafikselskaberne i hovedstadsområdet (DSB S-tog, Movia og Metroselskabet) begynder til marts at sælge mobilklippekort, der indeholder 20 zoner, hvilket svarer til ti klip på et normalt 2 zoners klippekort.

Klippekortet betyder, at man kan spare lidt penge, hvis man er en hyppig gæst i tog, busser eller metrovogne og samtidig gerne vil købe sin billet papir- og trådløst. Indtil videre skal man købe et papir klippekort for at få en mængderabat på sine billetter.

Et mobil klippekort kan købes via mobiltelefonen eller på www.1415.dk. Det kommer til at koste 140 kroner. Altså det samme som et almindeligt 2-zoners voksenklippekort. Det mobile klippekort har den fleksible fordel, at de 20 zoner kan fordeles, som det passer til den aktuelle rejse.

”Mobilklippekortet er et fleksibelt produkt, fordi kunderne ikke behøver købe flere forskellige klippekort alt efter, hvor mange zoner de skal rejse igennem. Med mobilklippekortet ’klipper’ passagererne til det antal zoner, de har behov for” siger Anders Due, Movias kunde- og markedschef.