MWC: LG klar med ny S60-mobil

LG er ikke just kendt for at lave mobiler med styresystemet Symbian S60. Nu er en ny model med netop det styresystem dog blevet præsenteret på mobilmessen i Barcelona.

<k>MWC:</k> LG klar med ny S60-mobil

På Mobile World Congress har LG netop præsenteret en af deres sjældne Symbian-mobiler med styresystemet S60 3rd Edition, som vi ellers mest kender fra Nokias smartphones. Faktisk er det kun LG’s tredje Symbian-mobil.

Den nye model hedder KT770, og den har en skærm på 2,8 tommer med en opløsning på 240 x 400 pixel. Den understøtter turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund, og desuden er der indbygget både WLAN og GPS. Kameraet er på 5 megapixel, og har både autofokus og fotolampe. Desuden skulle modellen have et særligt indbygget Facebook-program, der skulle gøre det muligt at holde sig opdateret med, hvad ens venner render rundt og laver. Modellen måler 111 x 51,5 x 15,8 mm, mens vægten endnu ikke er oplyst.

Det vides ikke hvad modellen kommer til at koste, eller om vi får den at se herhjemme.