Nokia 5250 bliver måske verdens billigste touch-smartphone

Nye informationer er nu dukket op om Nokias kommende billige smartphone, 5250. Det bliver muligvis den billigst smartphone med touch-skærm nogensinde.

Nokia 5250 bliver måske verdens billigste touch-smartphone

Så sent som i går kunne vi bringe det første store billede af den endnu uofficielle Nokia 5250. Det var på en af Nokias egne hjemmesider, at billedet dukkede op, og nu har finnerne endnu engang selv lækket mere information om modellen.

Manual afslører mangler

Brugermanualen til Nokia 5250 er nemlig nu dukket op på Nokias site, og den afslører, at der er tale om en særdeles skrabet model. Den ser hverken ud til at have GPS, WiFi eller 3G, men den har altså en touch-skærm, og er en ægte smartphone i kraft af, at den bruger Symbian S60 i femte version som styresystem.

Måske verdens billigste
Grundet dens skrabede natur er 5250 måske netop den smartphone Nokia har lovet, som uden abonnement kommer til at koster mindre end 100 euro, hvilket svarer til cirka 750 kroner. Hvis modellen virkelig bliver så billig, vil den formentlig blive den billigste smartphone med touch-skærm på markedet, og skal derfor nok finde nogle købere på trods af manglen på mange af de funktioner, som stort set alle andre smartphones har i dag.

Kilde: Nokia.com (PDF-fil)