Nokia 6555: Lækkerbisken med identitetskrise
Selvom det selvfølgelig er det indre, der tæller, reagerer man ofte først på udseendet på
en ny telefon. "Lækker", siger mange ved første blik på 6555. Og det er også det første
salgsargument, der møde kunden på Nokias hjemmeside. Og jeg er enig. Ret flad,
selvom det er en klaptelefon og lige, elegante linjer. Den udstråler lidt 80-attitude,
først og fremmest på grund af det digitale billede af et analogt ur, der dukker op på
den udvendige skærm i standby-positionen. Det ligner fuldkomment urskiven på
mit gamle Casio armbåndsur.
Forrygende taster
Når den klappes op, viser et sobert tastatur sig. Første gang jeg åbner den, løsner
en lille plastikdel sig i mellemrummet mellem skærmen og tastaturet. Det giver
naturligvis en lidt negativ start på det hele. Men efter at have trykket plastikdelen
på plads, bliver jeg hurtigt i bedre humør.
For 6555 er ikke kun sober udvendigt, den ser også godt ud, når den er klappet op.
Jeg kan lide, at alt er plant, ingen umotiverede ophøjninger rundt om taster, der gør,
at fingrene sætter sig fast. Tommelfingeren suser let rundt i SMS-dans over tasterne.
Netop tasterne er nok den detalje, jeg bedst kan lide ved telefonen. Ret store og
bløde at trykke på, og de svarer med et lille mekanisk klik, når de trykkes ned.
Oven over cifrene sidder styrepladen med en knap i midten, der bruges til at køre
rundt i menuerne. Ingen ekstra knapper til at starte musikafspiller eller andet. Enkelt
og rent, det tiltaler mig. Skærmen på 2 tommer er fin til hverdagsbrug og surfning,
men den er ikke ligefrem knivskarp. Den har 16 mio. farve, men der er noget med
den, der gør, at den virker en smule utydelig.
God lyd
Klappet op bliver telefonen rigtig lang og ligger godt ind til hovedet. Lyden er god,
og dem, jeg taler med, lader ikke til at have nogen problemer med at høre mig. Højttalerfunktionen
fungerer også, når telefonen er klappet sammen, og lyden er fin.
6555 bygger på Nokias Series 40-system, og har man prøvet en Nokia-telefon
med samme system, føler man sig hjemme. Menuer og funktioner kommer ikke
med nogen overraskelser. Man finder den aktive ventemenu, der kan tilpasses
til at vise musikafspiller, kalender eller noter. Genveje til e-mail, webbrowser,
adressebog og andre funktioner kan også vises i ventepositionen, hvilket gør det
lettere at finde rundt i telefonen. Musikafspilleren er enkel at bruge. Musikken,
jeg har overført fra min computer, sorteres både i artister, album og genrer og
er let at finde.
En skarp klikken, når man hopper rundt mellem sange, er klart irriterende,
når man lytter med lyden skruet op, og lyden i de medfølgende høretelefoner
er ikke så fed. Nokia er også gået over til 2,5 mm-stik til tilslutning af høretelefoner,
så en adapter er nødvendig, hvis du vil bruge dine egne favorithøretelefoner
med 3,5 mm-stik. Der er heller ingen radio.
Skaldet hukommelse
På forsiden af telefonen sidder et kamera på 1,3 megapixel uden lampe eller
blitz. Det er heller ikke så fedt. Indendørs får jeg slet ikke taget ordentlige
billeder, selvom jeg tænder alle lamper i stuen. Alt bliver grumset og får en
mere eller mindre grøn tone. Videofunktionen har lignende problemer.
Udendørs eller i rigtig godt lys kan det bruges, men hvis man vil have en
telefon med godt kamera, må man nok gå efter en anden.
Det, der virkelig begrænser både musikafspilleren og kameraet,
når man pakker 6555 ud af æsken, er, at den ikke leveres med hukommelseskort.
Efter at have overført 150 kontakter, fortsætter jeg lidt tankeløst med at
overføre musik. Der er plads til fem sange, så er den indbyggede hukommelse på
30 MB fuld. Eller for resten, et par billeder får jeg taget, inden telefonen siger fra
og foreslår, at jeg begynder at slette fi ler for at få mere plads. I frokostpausen køber
jeg et Micro-SD-kort på 1 GB, hvilket ikke koster det store for at forbedre telefonens
hukommelse radikalt. Men netop det faktum gør, at det virker lidt snoldet, at
Nokia ikke lægger en orden