Nokia satser på Linux

Meget tyder nu på, at Nokia vil begynde at satse på Linux i deres dyre modeller. Det skal blandt andet bruges til at vippe iPhone af pinden.

Nokia satser på Linux

Der har været tale om det i noget tid, og nu ser det snart ud til at blive virkelighed. Nokia vil efter alt at dømme præsentere den Linux-baserede topmodel N900 i næste uge. Og derved vil Nokia formentlig vende op og ned på, hvilke styresystemer de bruger i deres mobiler.

Dyre modeller sælger dårligt

Nokia har i den seneste tid nemlig ikke blot mistet markedsandele. Måske af endnu større betydning er det nemlig, at den gennemsnitlige pris for en Nokia-mobil er faldet mere end markedsgennemsnittet. Nokia ser med andre ord ud til at have mistet taget i den dyre ende af mobilmarkedet. Dér, hvor der er mange penge at tjene, og hvor Apple har rigtig godt fat.

Skifter populært styresystem ud

Selvom Nokia med deres Symbian-baserede smartphones sidder på halvdelen af det globale smartphone-marked, er det således måske alligevel på tide at sadle om. Og det vil Nokia nu tilsyneladende gøre ved at skifte styresystemet Symbian ud med det Linux-baserede Maemo i deres kommende topmodeller, mens Symbian må nøjes med at blive benyttet i de lidt billigere modeller.

– Det ser ud til at Maemo, eller i hvert fald et Linux-baseret [styresystem], vil spille en afgørende rolle for Nokia i high-end [produkter] i løbet af de næste et til to år, udtaler Neil Mawston fra analysefirmaet Strategy Analytics.

Linux har indtil for nyligt ikke spillet den store rolle på mobilmarkedet, men med introduktionen af Android og nu altså formentlig også Maemo, ser det ud til, at der bliver ændret på dette.

Kilde: Yahoo! Finance