Nokias MeeGo-chef har sagt op

Manden, der leder Nokias MeeGo-eventyr, har nu valgt at sige op. Det sker kort efter at både topchefen og en anden højtstående chef har forladt den finske mobilproducent.

Nokias MeeGo-chef har sagt op

Nokia ser ud til at miste den ene chef efter den anden i disse dage. For en måneds tid siden blev deres topchef Olli-Pekka Kallasvuo fyret, og kort efter sagde en anden højtprofileret Nokia-ansat, chefen for Mobile Solutions, Anssi Vanjoki, op. Nu forlader endnu en højtstående Nokia-chef verdens største mobilproducent.

MeeGo-chefen siger farvel

Det er Ari Jaaksi, vice president og Nokias leder af MeeGo-styresystemet, der nu over for finske Talous Sanomat har bekræftet, at han sagde op i sidste uge.

Nokia satser kraftigt på det Linux-baserede MeeGo som konkurrent til Android, iPhone og det nye Windows Phone 7 i den dyre ende af smartphone-markedet. Nokia fastholder dog, at de på trods af Jaaksis afgang vil præsentere deres første MeeGo-mobil inden nytår.

Kilde: Talous Sanomat