Nu er Motorola-opkøbet næsten godkendt
Google fik i går mandag godkendt opkøbet af Motorola fra amerikanske og europæiske myndigheder. Med opkøbet af den amerikanske mobilproducent får Google adgang til selskabets 17.000 patenter og 7.500 patentregistreringer. Disse skal formentlig bruges i forbindelse med selskabets kamp om at forsvare Android-platformen over for konkurrenternes søgsmål.
Hos Generaldirektoratet for Konkurrence i Europa-Kommissionen agter man dog at holde et fortsat skarpt øje efter Google og de mange nye patenter, som søgegiganten har opkøbt:
"Beslutningen om opkøbet skal ikke og vil ikke betyde, at vi ikke er bekymrede omkring muligheden for, at Google kan misbruge patenterne i forbindelse med sine Android-enheder, når Google bliver ejer af porteføljen. Det er vores bekymring," lyder det fra Joaquin Almunia fra Brussels.
også hos Justitsministeriet i USA er man opmærksomme på de mulige følger af opkøbet, og holder derfor ligeledes øje med Googles brug af de nyerhvervede patenter.
Myndighederne i Kina, Israel og Taiwan mangler fortsat at godkende opkøbet. I Kina skulle man angiveligt have frem til d. 20. marts til at beslutte sig.
Kilde: Reuters